Thisted Kommune

Ren Energi - Ren Natur

Energiske September – et festfyrværkeri af energi-aktiviteter

Hele september er Limfjordscenteret Doverodde rammen om energi-udstillinger, temamøder og ”energiske onsdage”

Thyboere der mangler viden eller inspiration til, hvordan man kan bruge vedvarende energi i hverdagen får nu et forrygende tilbud. Onsdag den 2. september åbner ”Energiske September”, som er et festfyrværkeri af energi-aktiviteter i hele september på Limfjordscenteret Doverodde. Det er Thisted Kommune, der som en foreløbig kulmination af Energiske Thyboer vil inspirere til handling hos borgerne i Thy.

Åbningsfest med Tamra Rosanes
”Energiske September” åbner med et brag af en åbningsfest onsdag den 2. september 2009 på Limfjordscenteret i Doverodde kl. 16.30. Tamra Rosanes spiller klimasange i gården både kl. 16.30 og 18.00. Energiudstillingerne i Tårnet og Pakhuset åbnes officielt af Ole Westergaard, formand for miljø- og teknik udvalget i Thisted Kommune. Der er el-biltræf i gården og kl. 19.00 skydes det store Energiløb i gang – et opvarmningsløb til Nationalpark Thy Marathon. Når man bliver sulten, kan der købes mad i Restaurant Købmandsgården (Tapas-buffet og middag forudbestilles – sandwich kan købes).

Energiske onsdage
Tre onsdage i september indbydes interesserede gratis til tre spændende aftner. Onsdag den 16. september arrangerer Thy Erhvervsråd et erhvervsseminar om ”Energi og klima i erhvervslivet”. Ugen efter, den 23. september, er det hjemmet, der bliver set på med energibriller – her kan man møde energiske thyboer og høre indlæg fra energileverandører og energiaktører. Endelig bliver der onsdag den 30. september indbudt til en temaaften om ”Energi og klima i naturen”.

Stående udstillinger
Hele september er der stående udstillinger, hvor plakater og litteratur tilbydes alle besøgende i Limfjordscenteret. I Tårnet udstiller blandt andet unge fra energi- og klimalinjen på HTX i Thisted – her vil være fokus på teknologi og tilpassede løsninger.  NIVE Energi- & Miljøkontor – Nordvestjysk Initiativ for Vedvarende Energi udstiller også i tårnet. I pakhuset vil en række virksomheder og energiske thyboer udstille med fokus på ideer til vedvarende energi.

Mange udstillinger
Omkring 20 udstillere har meldt sig på banen og udstillerne er: Thy Varmeteknik om bl.a. fjordvarme, Fjernvarme i Ydby, ”Landbruget som fremtidens energileverandør” v/ Landbo Thy, Energimærkning på Limfjordscenteret, ”Små landsbyers energiforsyning”, Passivhuse, Thy-Mors Energi, ”Husstandsløsninger – muligheder i det åbne land” v/Procure A/S, Energi og klimalinjen på HTX/EUC Nordvest, Biogas v. Jens Kirk, KLIMALØSNINGER Thy & Mors, NIVE, J. Hundahl/Danfoss, Thisted Kommune, Thy Øko Biogas, Fjernvarme i Agger og Krik, El-biler og Energiske Thyboer.

Tidspunkter og detaljerede programmer kan ses på www.thisted.dk/energiskethyboer. Alle er velkomne, og det er gratis at deltage.


Ny avis om Energiske Thyboer

Som optakt til Energiske September udgiver projektet en ny avis om Energiske Thyboer – i avisen kan man møde nogle af de Energiske Thyboer, som er kommet i gang efter de fem borgermøder i foråret.
Avisen og Energiske September er en del af Thisted Kommunes optakt til det store internationale FN-klimatopmøde i København i december. Avisen uddeles til åbningsfesten og kan også ses på www.thisted.dk/energiskethyboer.

Print print

No comments ↓

Der er ingen kommentarer endnu. Start en kommentartråd ved at udfylde feltet nedenfor.

Skriv en kommentar