Thisted Kommune

Ren Energi - Ren Natur

Nyt netværk for passivhus-aktører på vej i Thy

Der blev netværket på livet løs til den anden energiske onsdag, som Thy Erhvervsråd bød velkommen til.

Mindst 10 firmaer i Thy og i egnen lige omkring arbejder med passivhuse – og det er helt unikt. Det fortalte Troels Kildemoes, der er ingeniør og har firmaet Ellehauge og Kildemoes, der har specialiseret sig i passivhuse.
-    Der er et kæmpepotentiale i at udvikle det, derfor har jeg planer om at samle alle virksomhederne i et netværk, fortalte Troels Kildemoes i sit oplæg under mødet.
Han har allerede haft en første kontakt til firmaerne, og de er med hans egne ord allerede ”fyr og flamme”.
Dels kan et netværk og tættere samarbejde udvikle efterspurgte produkter til hjemmemarkedet og dels kan netværket samle kræfterne om fælles PR og markedsføring. Endelig kan netværket være det sted, hvor borgere, der gerne vil bygge et passivhus, kan gå hen og få rådgivning og oplysning.
Troels Kildemoes forventer at holde et orienterende møde senere på året, hvor interesserede kan få mere at vide og være med til at bidrage til dannelsen af netværket.

Energirigtig renovering
Også energirigtig renovering af gamle huse kom på dagsordenen til den energiske onsdag.
Det var civilingeniør Morten Hajn, der fortalte om et projekt, hvor han sammen med Spar Nord arbejder for at uddanne medarbejderne til at give energirigtig rådgivning til boligejere.
-    Når fru Jensen gerne vil have nyt køkken, så kan det faktisk betale sig for hende at låne lidt mere og få sat nye energivinduer i og måske skifte oliefyret ud. Mange gange skaber det en besparelse, der gør, at køkkenet bliver gratis at skifte ud eller at rådighedsbeløbet bliver større efterfølgende, fordi der bliver sparet på udgiften til energi, forklarede Morten Hajn.
Han efterlyste et netværk, hvor borgere kan få råd og vejledning og konkret hjælp til energirigtig boligrenovering.
-    Jeg har simpelthen ikke et sted at henvise folk til, så bliver der sådan et netværk af håndværkere her i Thy, vil det være helt fantastisk, sagde Morten Hajn.

Tænk ud af kassen
Netop det at skabe nye arbejdspladser, nye nicher og nye produkter, var en del af formålet med aftenen, hvor målgruppen var erhvervsvirksomheder i Thy. Erhvervschef Flemming Toftdahl-Olesen sagde i sin indledning:
-    Slip tankerne fri og tænk ud af kassen. Her i området er vi nok lidt træge af natur, men her ligger nogle virkelig store muligheder – midt i en krisetid – som er lige til at gå til.
Der var i løbet af aftenen også oplæg fra rådgivende ingeniør Leif Amby om klimaplaner og om Thisted Kommunes energimærkning af 190 kommunale bygninger.
Inden temaaftenen havde der været tid til at gå rundt på de mange energiudstillinger i Pakhuset og Tårnet.  Det bliver der også mulighed for til den næste Energiske onsdag den 23. september fra 17-19. Fra kl. 18-19.30 er temaet ”Energi og klima i hjemmet” og alle er velkomne. Her kan man møde Energiske Thyboer og høre indlæg fra de lokale videnscentre og rådgivere. Se nærmere program på www.thisted.dk/energiskethyboer.

Yderligere oplysninger fås hos: Projektleder Otto Lægaard på telefon 20 88 12 14 eller tekniks projektleder Leif Amby på telefon 20 62 60 33.

Print print

No comments ↓

Der er ingen kommentarer endnu. Start en kommentartråd ved at udfylde feltet nedenfor.

Skriv en kommentar